tirsdag den 15. januar 2013

Lidt om mig - og vægttab

Foråret 2011 besluttede jeg mig for at gøre noget ved min overvægt - hvad det egentlig var, der satte i gang, det er jeg ikke helt klar over. Jeg havde gået i fitnesscenter i et par måneder, uden at der var sket noget som helst. Det tog jeg en snak med min læge om, som fortalte mig, at regnestykket jo er så simpelt, at man skal indtage mindre kalorier, end man forbrænder. Så hun anbefalede mig at prøve madlog. Jeg gik hjem og kiggede lidt på det, men syntes simpelthen det var for mange penge, når jeg ikke vidste, om det ville virke for mig.
Jeg fandt et alternativ, som jeg giver æren et stort stykke af vejen, for hvad jeg har opnået - det hedder Myfitnesspal og kan findes både på nettet, men også på Android/iPhone, hvilket blev en stor hjælp for mig.
I dette program begyndte jeg at indtaste alt jeg spiste - og det var nok den største øjenåbner for mig!
Jeg fik det så indstillet til, at jeg skulle have et nettoindtag på 1200 kcal/dag. Motionerede jeg måtte jeg spise lidt ekstra for at kunne klare det (jeg er type 1-diabetiker, og har derfor svært ved altid at styre det med motion og blodsukker - mere herom senere).
Hurtigt begyndte jeg at kunne se resultater. Det passede heldigvis ind i en god periode for mig - jeg havde sommerferie og "kun" arbejde på Shell, så jeg havde masser af tid til træning, hvilket blev en 3-4 gange om ugen med enten 60 min crosstrainer, 55 min StepFit eller Stram Op.

Da jeg nåede start på min nye uddannelse den 1. september 2011 havde jeg allerede tabt 12 kg, men det skulle jo ikke stoppe her. Da vi skrev 29. marts 2012 var jeg oppe på at have tabt 21 kg og lavede dette billede til mig selv:

Jeg har aldrig været så stolt af mig selv, som jeg var første gang vægten viste -20 kg, også selvom jeg godt viste, at jeg jo ikke var helt i mål endnu (det er altid godt at sætte sig store mål, omend de kan tage resten af livet at få ført ud i livet!)

Dog har jeg den dag i dag taget ca. 5 kg på igen, da jeg ærligt talt er blevet for doven og sløset.
Det er klart min plan at de 5 + gerne 5 mere skal af. Jeg tager dog en dag af gangen. På mandag skal jeg på diabetes ugekursus, hvor jeg får tildelt en insulinpumpe, som jeg skal skifte til. Den skulle, for mange, gøre hverdagen nemmere samt øge frihedsfølelsen mht. mange ting og diabetes. Jeg håber, at jeg igen kan få skruet mit insulinbehov lidt ned og komme op i gear mht. træning og kalorietælling igen. Jeg oplevede nemlig på de første cirka 6 måneder at gå fra et dagligt insulinforbrug på 120 IE til cirka 50 IE, hvilket i sig selv hjalp mig med træningen, da mit blodsukker var meget mere stabilt end tidligere. Nu er jeg oppe på omkring de 70 IE/dag. Det er ikke kriminelt mange, men der er ingen grund til at tage så meget medicin, hvis man kunne nøjes med mindre vha. mere motion :)

Det var en lang smørre, men da jeg nok i næste uge vil poste lidt omkring opstart af insulinpumpe, så syntes jeg, at dette ville være en god baggrundsviden at have.

Sidder du derude med nogle kanon gode opskrifter på kaloriefattig mad eller gode tips til at opretholde motivationen, så modtager jeg meeeget gerne disse. Selv har jeg lidt opskrifter liggende, bl.a. på en pizza med bund af broccoli og altså ingen dej fyldt med de tomme kalorier, som jeg gerne deler ud, hvis det kunne have interesse.

- alt for nu - hav det fantastisk og vær glad for den du er! Selv hvis du ligesom jeg har en 5-10 kg for meget på sidebenene ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar